Skip to content

Seneste leder – april 2022

Krig og fred i Europa – og i os selv

Man siger, at fred vokser ud af krig. Man siger, at fred opstår som en mættelse af krig. Vi havde nok troet, at Europa var mæt af de utallige krige, som nationerne har udkæmpet i århundreder. At de millioner af døde og lemlæstede var nok til, at europæerne ikke behøvede flere krige for virkelig at ville fred så meget, at de under ingen omstændigheder ville starte eller deltage i en krig.
         Den danske filosof og forfatter Martinus (1890-1981) lagde aldrig skjul på, at dette ikke er tilfældet. Han lagde ikke skjul på, at den menneskelige bevidsthed hos mange endnu ikke er ude af krigens skygge. Ja, at den stadig indeholder både ønsket om magt og evnen til at føre krig.
         Europas folk ønskede nok mere end nogensinde, at hvis en krig udbrød, ville den kun komme i form af fx en tankekrig, en økonomisk krig, en sanktionskrig eller blot et modsætningsforhold, som vi nok skulle få bugt med.
         Vi forventede nok, at vi med det begyndende skrøbelige sammenhold i Europa aldrig mere behøvede at se fysisk krig på europæisk jord. At vores diplomatiske evner ville kunne forhindre et krigsudbrud. Hvorfor gik det ikke sådan?
         Vi må nok bide i det sure æble og erkende, at krig foregår i vores hoveder. Starter i vores bevidsthed og har sine aner i gamle, gamle veltrænede evner til krig og forsvar, som vi gennem inkarnation efter inkarnation har udøvet – mere eller mindre.

En virus i sjælen
I artiklen ”Krigens sande årsag” afslører Martinus kontant overfor os, hvor krigens virkelige årsag ligger. Han påpeger (her gengivet i et minireferat):
         At krig ikke er et spørgsmål om kommunisme, diktatur, fascisme eller nazisme. Det er et spørgsmål om menneskelig udvikling. Alle de menneskelige sindelag eller tankeklimaer, der befordres af egoisme, al dyrkelse af helte, fædreland og ejendomsret, al misundelse og jalousi er den ”virus”, af hvilken alle storkrigens rædsler og morderiske manifestationer opstår.
         At krig vil fortsætte, så længe denne krigsbefordrende virus ikke er udryddet fra menneskesjælen eller menneskepsyken. At krigens afskaffelse i allerhøjeste grad er et spørgsmål om forekomsten af ”smittekim” i vores psyke eller sjæl.
         Har man først overvundet krigen her, har man ikke mere noget at frygte. Krigen er da udelukkende et mellemværende mellem andre mennesker og deres virus. Hvis man ikke har denne virus, er man selv helt skæbnemæssig immun overfor krigens rædsler. Intet kan krumme et hår på ens hoved.

”Fortyndet krig”
Dette meget lille sammentræk af Martinus’ artikel sætter fingeren lige på det ømme punkt: vores udvikling – vores ufuldstændige kærlighedsevne.
         Vores angst for krigens rædsler giver sig lynhurtigt udslag i, at vi tager gammelkendte midler og evner i brug: oprustning. Vi tør simpelthen ikke andet. Fjenden kommer ikke, hvis vi har et stærkere forsvar, siger vi. Og det har tilsyneladende været rigtigt frem til i dag. Men er det også vejen frem for i morgen? Sandheden er, at vi ikke aner, hvad vi ellers skal gøre.
         Så bruger vi fortyndet krig – dvs. sanktioner, der dog ikke dræber synligt. Men de forringer tit fattige menneskers levevilkår, og de rammer slet ikke de velbjergede, som har magten. Men igen, hvad skal vi ellers gøre?
         Diplomati – den gode viljes fremstrakte hånd til ofrene – appeller om fred – humanitære tiltag fra ”de gode viljers hænder”. Hjælp fra tusind sider møder de millioner af flygtninge, som har fået deres liv totalt forandret. Opfindsomme aktive strømmer til og viser en sund, god, kærlig evne til at støtte de svage. Der bevilges hjælp fra regeringer.
         Så kærligheden viser da sit ansigt? Ja, naturligvis er vores hjerter berørt af begivenhederne, især fordi de foregår lige i vores nabolag. Den langsigtede og fortsatte hjælp skal dog først vise sit omfang og sin kvalitet, når vi om måneder måske har en halv million eller flere flygtninge i vores lille land og må dele og hjælpe i et omfang, der får vores tidligere flygtningedebat til at ligne krusninger på overfladen i en spand vand.
         Vi skal nok især holde øje med, at den af Martinus omtalte krigsvirus ikke får fat i os. Had, vrede og nedgørelse af russerne er kun næring til den virus. Forståelse af, at krigen er et udtryk for menneskehedens status i spirituel udvikling, må igen og igen forstærkes i vores bevidsthed.

Verdens forenede stater
Selvom der er 193 medlemsstater i FN, er det meget svært at se FN som verdens forenede stater. For medlemmerne i Sikkerhedsrådet har vetoret, og FN kan derfor ikke klart udtrykke sin mening. En gammeltænkning, som dækker over begrebet ”magt er ret”.
         Derfor var det glædeligt at se, at beslutningen i FN’s generalforsamling om at fordømme invasionen af Ukraine skete med hele 141 stemmer for, kun 5 imod samt 35, der undlod at stemme for ikke at lægge sig ud med Rusland.
         Ifølge Martinus kommer verdens forenede stater! Og FN er en slags foster for denne konstellation, som ud i en (fjern?) fremtid skal lede verden i samhørighed, fred, tolerance og kærlighed. Fakta om fostre er desværre, at de skal fødes, vokse op, blive teenagere, og først omkring 30 år er de så voksne, at de for alvor kan spille en afgørende rolle.

Din personlige projektør
Lad os se krigen som en udfordring til vores personlige ”virus”. Lad os se den som en projektør, der belyser, hvor vi reelt står i vores kærlighedsevne. Husk, at tanker ikke er toldfri, men kan være kraftfulde medhjælpere til at skabe enten mere kaos eller mere kosmos = helhed og ordnede forhold i verden.
         Lad os ikke blive indfanget i had, vrede, irritation eller bagtalelse mod nogen. Hver dag har vi mulighed for at fremme verdensfreden med vores holdninger overfor hinanden. Vi kan i tale og handling prøve at skabe mest mulig kærlighed i alle vores måder at udtrykke os på. Også i tankerne.
         Lad heller ikke bekymring, angst eller modløshed slå rod i dig! Med bøn, meditation, visualisering og positive samtaler kan du opbygge livsglæde og fremelske de holdninger, som skaber fred på alle planer.
         Giv samtidig praktisk, økonomisk og personlig hjælp til så mange ofre for krigen som muligt. Om det så bare er med en tanke hver morgen og aften.
         Lad os finde lyset i os selv, så vi kan bære et positivt fredslys med os ud i alt, hvad vi gør!

Kærlig hilsen
Steen Landsy
ansvh. red.

Én verden, én regering
Dette symbol af Martinus viser Jordens færdigudviklede menneskehed. Alt vil udvikle sig mod internationalisme. Alle verdens stater vil blive forenede til én stat med en fælles regering.
* Den gule sol: menneskehedens fælles regering.
* Den blå stjerne symboliserer, at verdensregeringen består af kosmisk bevidste væsener.
* De hvide cirkler med sorte pile: Jordens nationer. De ledes alle af den fælles regering.
* De grønne og gule farver symboliserer, at staterne regeres med intellektualiseret følelse = næstekærlighed.
* De orange og gule stråler: mørke hhv. humane religioner. I verdensriget har de ikke mere nogen særlig magt.

(Se Martinus’ egen symbolforklaring på www.martinus.dk)
© Martinus Institut 1981. Symbolet gengives med tilladelse fra Martinus Institut, www.martinus.dk

 
”Internationalisme afvikler ikke de enkelte nationer.
Orkestre afvikler ikke violiner.”
Golda Meir